Generation Z

Jeg sidder og kigger ud af vinduet med en kop kaffe og en økologisk daddelkugle! På mit yndlingssted – CafeGlad i Aarhus

Jeg har lige læst en artikel fra Information: “Er livet virkelig for kort til sabbatår?” Den er skrevet af en 22 årig højskolelev. Selve artiklen er interessant og ligeledes er de efterfølgende kommentarer.

Når man arbejder på en Højskole med PR og Markedsføring vil man jo gerne, at de unge vælger at bruge et sabbatår…og særligt på Gymnastikhøjskolen i Ollerup 😉 Derfor er man også nysgerrig på de generationer der står med valgsedlen i hånden. Hvorfor valgte jeg egentlig selv at tage til Sydfyn og bruge 6 måneder på Ollerup? Den tænker jeg lidt over!

Sidst i marts var jeg med på informationsseminar med Højskoleforeningen, hvor vi blandt andet blev præsenteret for Generation Z.

1generation-z

Der blev sagt mange ting om denne generation. Ja, vi snakker jo også om dem på lærermødet hver torsdag. De kan være svære at definere, da man man møder dem forskelligt. Den lyshårede pige er måske ikke den samme type i gymnastiksalen, i klasseværelset eller i opholdsstuen.

Ungdom er ikke kun en psykologisk tilstand. “Ungdommen” kan derfor IKKE forstås og analyseres uafhængigt af de samfundsmæssige sammenhænge.

Ordet “individualister” blev brugt flere gange på denne generation. Jeg har selv lige udarbejdet et udkast til en markedsføringsplan, hvor dette ord også optræder. Men kan man ikke være individualist på flere måder? Og kan man ikke dyrke fællesskabet forskelligt? Birthe Linndal, som er Sociolog og fremtidsforsker, fremhævede at Generation Z både er opdraget til at være super individualister og samtidig meget afhængige af fællesskabet (venner og familie er vigtigere end alt andet). Jeg indleder min markedsføringsplan med følgende ord…

Vores målgruppe er unge idrætsorienterede mennesker, som dyrker fællesskabet gennem en aktiv tilværelse. Samtidig er de individualister, der gennem de sociale medier skaber fællesskabsånd, nye tendenser, og de forventer, at alt er tilgængeligt, når de har brug for det.

Jeg har selv svært ved definere Generation Z, men jeg synes, de er super spændende 😉 Det var bare lidt tanker for nu. Kan mærke at jeg ikke helt er færdig med dette emne. Nu smutter jeg hjem og håber, at A er kommet hjem fra job.

Man skal lige tilbage igen…

Jeg har været væk et stykke tid, både fra min blog og fra hverdagen, og så er det altid svært at finde ud af, hvor man skal starte…

Vi hev februar ud af kalenderen, og rejste til Caribien, Ecuador og Galapagos! Det var en helt fantastisk tur. Oplevelser, vild natur, gode venner, lækker mad og kvalitetstid sammen med A. Man får så meget energi med fra sådan en rejse…

10367683_10153176195159954_2344828988210272202_n

Når man rejser læser man jo bøger. Jeg er ikke ikke så god til at få læst en bog – jeg vil gerne være bedre! Men jeg fik da læst en og begyndt på en anden – det er Svend Brinkmans “STÅ FAST”. Han er psykolog og gør lidt grin med vores fokusering af nuet og fremtiden. Ja, det er jo også lidt at grine af min blog, hvor jeg skriver, at jeg ønsker at leve i nuet. Men når jeg skriver det, så skyldes det en lyst til ikke altid at skulle bekymre sig om fremtiden og prøve at planlægge den, når man ved, at det kan man ikke. Men han fremhæver også, at der i dag eksisterer et stort behov for selvudvikling, og vi er bange for at gå i stå. Har han ret? Måske… Det giver i hvert fald stof til eftertanke. Jeg er ikke færdig med bogen endnu, men jeg vil helt sikkert referere til den igen.

svend-brinkmann-2014-staa-fast-bog-med-haeftet-ryg

Mange ting er sket siden jeg sidst var på bloggen. Lejligheden i Aarhus er solgt – vi er midlertidigt flyttet fra 50 til 10 kvm.!! Men de 10 kvm ligger heldigvis i et MEGET hyggeligt bofælleskab på Tage Hansens Gade sammen med Anders Kibæk og indimellem den søde Julie. A har fået job i Aarhus – Danske Commodities – så vi kigger efter en større lejlighed i smilets by. “Weekend-ægtepar-tilværelsen” fungerer stadig, og så længe vi kan være i det, ja…så fortsætter vi med det 😉 Her skal det siges, at det er helt fantastisk og nemt, at mine forældre bor i Odense.

Der står marts i kalenderen, hvilket i min verden ofte betyder gymnastikopvisinger. Jeg har dog ikke så mange nu her, men i april går det løs med Eliteholdet. Og det er jo min sidste sæson, så jeg skal huske at nyde det 🙂 Kommer I og kigger?

10436270_809121175840236_7644049711284137918_n

Jeg tænker, at jeg skal være bedre til at skrive lidt oftere på min blog. Kort og godt! Det vil jeg prøve at efterleve i fremtiden…

Kun hjertet ser rigtigt

Kære alle

I ønskes en Glædelig Jul & et Godt Nytår!

Vi har sendt eleverne hjem, og Gymnastikhøjskolen i Ollerup er nu helt tom. Men inden juleferien startede, sagde vi farvel til efterårsholdet 2014. Jeg havde skrevet en tale…

Kære smukke unge mennesker

I er dejlige, og I ser fantastiske ud. Komplimenter skal I være gode til at tage imod og endnu bedre til at give! Livet er jeres – det ligger foran jer. Jo ældre man bliver, jo bedre forstår man det! Kys det nu – det satans liv… Til tider er det også en smule kompliceret. Det at træffe et valg kan være rigtig svært. I har nok allerede oplevet, hvor indviklet det kan være. Skal jeg vælge rytme eller dans? Hvilken iPhone skal jeg købe? Skal jeg starte på uddannelse, rejse eller forfølge min drøm? Hvad skal jeg næste år?

Hele livet skal I træffe valg. Mange forskellige faktorer vil påvirke jeres valg, men i sidste ende er det jeres beslutning – jeres drømme – jeres mål!

Forestil jer alle jeres drømme sidder som røde saftige æbler på et æbletræ. Du går hen under træet for at beundre dem. Nogle er store, og nogle er små, og nogle er endnu ikke helt modne endnu. Du fornemmer også nogle æbler, som er lidt svære at få øje på, fordi de hænger skjult bag blade og grene, og du kan endnu ikke se størrelsen på dem, men du véd, at de er der. Måske får du lige pludselig øje på et æble, som du ikke havde set, selvom det hang lige foran næsen på dig. 
Alle æblerne er dine drømme. Så snart du vælger at plukke et æble for at spise det, tager du en beslutning, og du har sat et mål. Din drøm er nu forvandlet fra en drøm til et virkeligt mål.
 På vejen til målet dukker der nogle forhindringer op såsom, hvordan kommer jeg op til æblet, hvor finder jeg en stige, stigen er knækket – og hvad gør jeg så? Skal jeg glemme det store saftige æble på træet og bare samle et andet op fra jorden? Der opstår helt naturligt nogle valg, som skal vælges, før du når frem til dit mål. 
Jo mere øvelse og erfaring, du gør dig, jo sikrere bliver du i dine valg, og bivirkningerne er: selvsikkerhed, selvstændighed, én man gerne vil spørge til råds, overskud, styrke m.m. Listen er lang og går langt ind i dig og dit potentiale. Og den kan række langt ud i din fremtid!

Ja Ja…mange fine ord! Men hva’ så hvis man valgte et melet æble? Pisse irriterende! Det sker jo sommetider, og man fortryder. Jeg har altid sagt til mig selv, at valget var det rigtige i den situation, hvor jeg traf valget. Man kan ikke skrue tiden tilbage / man kan kun lære af det / det handler om at se fremad.

Ingen kan fortælle jer, hvad der er det rigtige valg…kun hjertet ser rigtigt! Dette budskab kunne nok være til gavn for mange moderne mennesker, der i den travle hverdags manglende intimitet og i den endnu mere travle ’laden som om’-tilværelse har glemt, at et menneske har brug for ro og refleksion til at udvikle nærheden og kærligheden, ikke til hele verden, men til den og de nærmeste, hvor det giver mening at have et intimt forhold.

Kender I historien om Den lille Prins?

Den lille prins kommer fra en asteroide, B-612, hvor alt er såre småt, »næsten ikke større end et hus«. Den lille prins er draget bort fra sin asteroide, fordi han ikke kunne forstå sin rose, der evig og altid beklagede sig over snart det ene, snart det andet, men udelukkende for at få den lille prins’ opmærksomhed. På sin vej til Jorden opholder den lille prins sig på forskellige småplaneter befolket af skøre mennesker, som kun går op i materielle ting, og den lille prins undrer sig mere og mere over, hvad det er, der tæller for mennesker. I Sahara-ørkenen møder den lille prins en ræv, som han gerne vil lege med, men ræven siger, at det ikke kan lade sig gøre, før den lille prins har tæmmet ham. Desværre forstår den lille prins ikke betydningen af ordet ’tæmme’, hvorfor ræven oversætter det til »skabe bånd«, idet den siger: »Jeg er for dig blot en ræv ligesom 100.000 andre ræve. Men hvis du gør mig tam, vil vi få brug for hinanden. Du vil være noget særligt for mig, og jeg vil være noget særligt for dig.« Dette får den lille prins til at reflektere, idet han godt kan se sammenhængen med dét, han har forladt: »Der er en blomst (…) Jeg tror, at den har tæmmet mig.«

I løbet af sin ’dannelsesrejse’ går det mere og mere op for den lille prins, at han har forladt noget, han aldrig skulle have forladt, men tværtimod have puslet om og forstået signalerne fra den rose, han tilsyneladende aldrig kunne gøre tilpas. Den lille prins forstår, at rosens foranderlige væremåde var et udslag af kærlighed til ham, og derfor beslutter han sig for – koste, hvad det koste vil – at vende tilbage til den og reparere dét, han i sin uvidenhed havde gjort forkert.

Det vigtige i livet er at bevare sin autenticitet og sin integritet samt være i stand til at kunne og turde elske. Det vigtige er altså ikke at gøre karriere eller at være noget eller nogen i materialistiske menneskers øjne.
 Det er følelserne og ikke intellektet, der tæller mest her i tilværelsen! Du bliver for altid ansvarlig for dét, som du har gjort tamt. Du er ansvarlig for din rose.

For nogle af jer er dannelsesrejsen allerede begyndt – for andre starter den nu. Ollerup er jeres udgangspunkt; ”The Jumping off point”. Nogle af jer går måske den lige vej uden at kigge til siderne. Andre tager omveje, griber chancer eller lander tilfældigt et nyt sted. Det vigtigste er, at I ender med at lave det, som I brænder for. I skal lade hjertet vinde, når der opstår konflikt mellem følelser og fornuft. I må ikke lade livet komme i vejen for jeres drømme!

”Hvor du sætter din fod, Drysser frø af de drømme du driver imod. Ved de veje du finder, Vil man snart plukke minder. Om du flyver omkring eller står og slår rod, Bliver der spor af din fod.”

Held og lykke med fremtiden. Vi håber, at I vil huske på de vise ord, som vi har givet jer med på vejen. Vi ønsker det bedste for jer alle.

Fællesskab

Verdens Bedste Elitehold…

Det er fredag, klokken er omkring midnat, og vi er lige blevet færdige med at træne. Selvom det er sent, går vi alle op til spisesalen og indtager den obligatoriske aftengrød med mælk – denne gang æblegrød. Det er kun 14 dage siden, at vi var samlet sidst. Vi mødes normalt én weekend om måneden. I denne måned to gange, da vi skal på opvisningsturné – turen går til Farum, Svendborg og Sønderborg. Snakken går, og den bliver alligevel halv 2, inden vi ligger på vores madras i den gamle springsal.

Jeg har nu været en del af Eliteholdet fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup i 7 år, og dette er min sidste sæson! Jeg kommer helt sikkert til at savne dette fantastiske fællesskab. Eliteholdet består af 25 piger og 25 drenge, som alle har været elever på Gymnastikhøjskolen, hvilket er adgangskravet for optagelse på holdet. Ved sæsonstart ved vi, at vi er et hold – vi bliver tiltalt som et hold, men en ting er at være et hold, der i sin natur giver en fælles referenceramme, noget andet er, når dette forandrer sig til et fællesskab, der kan mærkes – et fællesskab, der falder naturligt og ikke sat på form, som i starten.

køller

Lørdag morgen trasker vi ned i omklædningsrummet med halvåbne øjne. Nogle går i bad, andre sidder på bænken for langsomt at vågne. Om lidt sidder vi i bussen og sover igen. Vi kender hinandens rutiner, styrker og svagheder. Vi ved, hvem der er god med nål og tråd, hvis gymnastikdragten har brug for det. Eller hvem vi skal spørge, hvis håret skal flettes. Og hvem der har bland-selv-slik eller chokolade i tasken 🙂 Jo mere vi træner og hygger os sammen, jo mere udvikler vi os som gruppe. I gymnastikken ligger en indlejret og faktisk ganske speciel ”gave”,  som giver anledning til en følelse af samhørighed – vi arbejder og knokler for at nå et fælles mål  – en opvisning, som vi alle bidrager til og har en rolle i.

program

Udtagelsen finder sted en gang om året lige før sommerferien starter. Får man en plads på holdet, gælder den kun én sæson – et år efter skal man skal forsvare sin plads! Udtagelsen foregår over en hel weekend, hvor vi starter fredag aften og slutter søndag middag. Hos pigerne kæmper man mod over 100 andre piger om en plads på holdet. Gruppen af piger bliver mindre i løbet af weekenden. Sår, blå mærker og meget ømme muskler er som regel konsekvensen af anstrengelserne.

ømme fødder

Bussen ankommer til Farum. Vi slæber redskaber, finder toiletterne, putter sminke i hovedet, sætter hår og øver vores serier. Opvarmning er fælles, hvor vi griner og har det sjovt, samtidig med at vi bevæger os til musikken  – kroppen bliver lidt efter lidt klar til at gå på gulvet. Piger og drenge laver kampråb hver for sig, men vi kæmper alle for det samme – en god opvisning. Ca. 5 timer senere står vi i Svendborg og gentager det hele. Her er stemningen god, vi kan fornemme publikum, og vi har erfaring med fra Farum. Jeg glæder mig, men jeg ved også, at min mor sidder på tilskuerrækkerne 🙂

Det kan være svært at beskrive et fællesskab, men jeg har et citat, fra filmen ”The Beach”, som på mange måde beskriver gymnastikkens og især Eliteholdets fællesskab:

”Jeg tror på paradiset. Men jeg ved, at det ikke er et sted, man kan tage hen eller lede efter. For det handler ikke om, hvor man tager hen… Det handler om det øjeblik man føler, at man er en del af noget. Og finder man det øjeblik, bliver det ved for evigt.”

Søndag morgen er altid den værste. Kroppen er smadret, og man skal lige hive sig selv op. Alt på kroppen siger; ”Jeg vil ikke bevæge mig i dag”. Man ved dog, at alle andre har det på samme måde. Det er en fælles oplevelse. Og inden længe står vi og varmer op igen. Kroppen kan mere end man tror. Klokken 15.20 står vi på gulvet i Sønderborg, og ingen kan mærke de små sår på fødderne, de blå mærker eller ømheden i kroppen. Vi kan kun mærke hinanden, gejsten, sammenholdet og motivationen for at give publikum den bedste oplevelse.

fællesskab

Da vi kørte gennemgang til sidste træning for 14 dage siden, vidste vi , at vi var et hold, der skulle præstere sammen. Efter en weekend med tre opvisninger har man løbende kunne mærke fællesskabet vokse ”time for time”. Vi vokser med hinanden – vi vokser i fælleskab. Da bussen sætter os af søndag aften, tager vi hjem til alle vores forskellige hverdage. Nogle er studerende, andre tager et friår med arbejde særligt som efterskolelærer, og andre er færdiguddannet og har ”voksne” kolleger. Uanset hvem vi er med alle vores forskelligheder i baggrund, alder, uddannelse, mm., så er vi alle Eliteholdsgymnaster – en ting er titlen, der binder os sammen – noget andet er de oplevelser, vi får sammen gennem gymnastikken.

piger

 Verdens Bedste Elitehold er Verdens Bedste Fællesskab!

Hvordan oplever vi?

Jeg oplever, at tiden går alt for hurtig! Det er nok en kliche, men en sandhed… Min tid er de sidste 2 måneder blevet brugt på arbejde! Og det er nødvendigt, når man starter et nyt sted. Dertil har der været ekstra opgaver, som planlægning af en tur til smukke Island! En opgave der tog lang tid, men hvor jeg også fik en masse igen. Arbejde, fritid, rejser osv. er fyldt med oplevelser. Men hvordan tager vi dem ind?

oplevelser

Mit arbejdsområde har på mange områder påvirket mig til at dokumentere oplevelser hele tiden. Eller skabe et billede af dem, så andre kan se og fornemme oplevelsen. På turen til Island fik jeg et indblik i, hvordan vores generation og de nye generationer oplever. Vi skaber vores oplevelser gennem et billede eller en status på et socialt medie til omverdenen. Hvis oplevelsen ikke er online, så har man ikke oplevet det. I dag er det lige så vigtigt, at dokumentere oplevelsen i det øjeblik den sker…det er underligt! Det er skarpt sat op men måske en sandhed. Wifi kan blive en afhængighed…og en stressfaktor, hvis det ikke er tilgængeligt!

Jeg deler mine oplevelser med jer! Hvorfor…? Er der nogen der spørger. Jamen fordi jeg godt kan lide at fortælle, skrive, vise eller illustrere, hvad jeg har på hjertet, og hvad jeg laver. Jeg tænker det som en form for networking. Jeg deler det, jeg har lyst til. Folk læser det, de har lyst til. Det er en slags dagbog. Eller en måde for mig at reflektere og slappe af. At skrive en blog får mig til at tænke over forskellige ting…det sætter en proces igang.

Tosomhed

A og jeg har fat i hverdagen igen. Nu kører toget med en ihærdig specialeskrivende og dygtig økonom samt en udforskende højskoleunderviser og kreativ PR-medarbejder, som prøver at få livet til at hænge sammen. Forsinkelser rammes vi nogle gange af, men der arbejder vi på at blive bedre! Derimod er køreplanen fastlagt, og vi håber, at den holder hele vejen, selvom der er langt imellem Sydfyn og Aarhus…

lise & a

Her i august måned har vi været gæster ved 2 fantastiske bryllupper, og det har fået mig til at tænke lidt over konceptet. Alle ønsker vel i højere grad at fejre kærligheden, men på hvilken måde kan jo variere. Efter selv at blive gift og overværet to dejlige veninder, der er blevet det, bliver man igen bekræftet i, at det er et fantastisk koncept. Jo…det koster penge, alt afhængig af, hvordan man slår det op. Men selve dagen, festen, talerne og samværet med familie samt venner er alle pengene værd! Jeg håber, at mange af vores venner skal giftes, og at de gør det på nøjagtig deres måde. STOR TAK til både Mikkel & Marianne samt Thea & Danny for at ville fejre kærligheden sammen med os…

foto 1    foto 3-2

Bryllup har også fået mig til at tænke over, hvor vigtig tosomheden er (i hvert fald for mig), og hvor meget man skal værdsætte den. Ikke alle finder den rette at leve livet sammen med, så man skal være taknemmelig, når man har fundet den 😉

A og jeg kom aldrig på den bryllupsrejse, så nu har vi besluttet at besøge en kær ven i Caribien til februar, og derfra rejse videre til Ecuador og Galapagos. Det bliver helt fantastisk, og vi glæder os meget. Derfor skal jeg også igang med at få lavet den rejseside herinde, som jeg har snakket om før, så man kan mindes alle de dejlige rejser!

Blomster-pigen

Det er dejligt at mindes…og selvfølgelig mest det, der giver smil på læben 🙂 Søndag den 3. august havde A og jeg 1 års bryllupsdag, men vi fik det ikke rigtig fejret, da vi var ramt af tømmermænd og søvnmangel! Lørdag den 2. august sagde Mikkel og Marianne JA til hinanden og efterfølgende holdt de en vidunderlig kærlighedsfest på Vedersø Idrætsefterskole. Det var en fantastisk dag, og smilet var måske endnu større hos mig, da jeg kunne tænke tilbage på den følelse, som A og jeg havde for et år siden.

l&abryllup_302

På sådan en dag bliver der sagt en masse dejlige og kærlige ord. Desværre kan man ikke huske alle talerne ordret, og de mange indtryk på samme dag gør det nok sværere. Til brylluppet i lørdags blev der læst et eventyr op, og det fik mig til at tænke på min mor, som til vores bryllup fremsagde et flot og velskrevet eventyr. Det er så sødt og fint, at jeg gerne vil gengive det her.

Blomster-pigen.

Der var engang en mand og en kone. De boede ude på landet og levede stille og roligt. De havde 2 planter, som de var meget glade for, og de fandt det meget spændende at se, hvordan de udviklede sig og følge dem med hver deres særegne kendtegn.

Da de nu var så gode til det der med planter, fik konen den ide, at de skulle prøve med endnu en plante, og de blev enige om at lægge et frø. Og så skete det, sandelig; en kold december dag skød en lille spire frem. Den så så fin og yndig ud; og selv om det var kold vinter og tæt under jul, så lyste de små spæde spirer grønt og fint. Man blev i godt humør ved at se på den.

År for år voksede den godt og fik mange skud og efterhånden også blomsterknopper. Den passede godt ind til de 2 andre planter, som på hver deres måde gav den en form for beskyttelse. Men det var tydeligt, at det også var en sart plante: en plante, der havde brug for megen omsorg, og der skulle ikke mange ændringer i lys- og vindforhold til, før det indvirkede på planten. På et tidspunkt flyttede manden og konen hver for sig, og planten skulle flytte med konen. Det år tabte den lille blomst alle sine blade.

Manden og konen besluttede sig for at give denne blomst de bedste vækstbetingelser, og derfor blev den sendt på en planteskole, hvor den befandt sig et helt år. Her kunne man bl.a. finde ud af, hvilke jordbundsforhold, der var de mest ideelle for blomstens videre udvikling. Manden og konen kunne se, at det havde god indvirkning på deres dejlige blomst, og de ønskede at gå videre med forædlingen af denne særlige plante, selvom det betød, at de igen måtte undvære den.

Efter flere forsøg så fandt de frem til det helt rigtige væksthus i idylliske omgivelser i den smukkeste have på Fyn. En ung gartnerelev var netop startet, og han havde stor interesse for blomster. Han fik straks øje på denne nye blomst.

Heldigvis plukkede han den ikke bare, men studerede den lidt på afstand. Følte på dens blade og snusede til blomstens duft. Og da væksthuset ikke kunne gøre mere for blomsten, så fulgte han den nøje. Hvor den end fandt rod besøgte han den. Han beundrede dens farver og dens flotte kronblade. Og det var som om, at blomsten struttede lidt mere med bladene og blomstrede lidt længere, når han havde været på besøg.

Det var næsten kun ham der passede den smukke blomst. Så ofte han overhovedet kunne finde tid til det, besøgte han den. Vandede den og gødede den efter de forskrifter, han havde lært. Tit resulterede det i ekstra mange blomsterknopper, men så kunne der komme en kold vind, som gjorde at de ikke sprang ud, men forblev knopper; et voldsomt regnvejr kunne bevirke, at blomsterne blev skyllet af alt for tidligt; tørke fik bladene til at krølle sig sammen og blive gule og grimme at se på.

Han lærte hele tiden og efterhånden blev han meget klogere på hvilke faktorer, der gav de bedste vækstbetingelser og de fleste blomster.

Til sidst følte han sig så dygtig til at passe blomsten, at han spurte manden og konen om han måtte få den dejlige blomst. Det sagde de “ja” til. De havde stor tillid til den unge gartner, og de var jo også kommet lidt op i årene.

Han gravede den forsigtigt op og plantede den i sin egen lille have. Nu kunne han følge den i hele dens døgnrytme, og give den vand, når det var tørke og skærme for solen, når der var brug for det. Men han indså også, at han havde en plan. Når tiden var inde, så ville han tage nogle stiklinger og dyrke videre på sorten. Han var sikker på, at han med sine grønne fingre og blomstens egenskaber kunne skabe noget stort.

Se dette var et rigtigt eventyr, hvor slutningen hører fremtiden til…

AUGUST 2013 / tsc