7 uger…så ved man et eller andet!

Ja, så kommer det nok til at handle om en baby. Hun hedder Kajsa og er nu 7 uger gammel. Er vi forelsket? Selvfølgelig 🙂 Ved vi alt om babypleje nu? Nej, det kommer man nok aldrig til! Men vi er da blevet en del klogere på, hvad Kajsa er for en størrelse.

Der er sket utrolig meget siden den 8. januar 2017. De første 14 dage var en rutchetur med følelser. Glæde, træthed, gråd, usikkerhed, øjeblikke, amning, Google, babypleje og smil. Vi var i den såkaldte babybobbel. Jeg har ligesom fødslen nærmest glemt, hvor hårdt det egentlig var. Lad mig dog dele nogle af minderne…

  1. Den første nat i lejligheden, hvor mælken lige er løbet til. Kajsa vil amme hele tiden og jeg får ingen søvn. Jeg tænker: “Er det sådan her det bliver?”
  2. Min ene brystvorte er skadet med små sår og jeg må ligge ned og amme hele tiden, da det gør mindst ondt. Smerten når hun lige tager fat i det dårlige bryst er…av av av! Lanolin creme er min nye ven. Det hjælper, at Marianne en dag siger: “Det skal nok blive bedre…lige pludselig sidder du på en cafe i Aarhus og ammer.”
  3. Vi bader Kajsa for første gang og smilene vil ingen ende tage. Hun nyder det, og vi tænker, at hun bliver en rigtig vandhund. Babysvømning skal vi helt sikkert gå til.
  4. Vindueskarmen i soveværelset bliver hver aften fyldt op med vand, müslibarer og juice. Amning om natten er åbenbart ligeså krævende som en halvmaraton.
  5. Kajsa sover en nat 5 timer, og jeg ringer til min mor midt om natten: “Skal jeg vække hende, så hun kan spise?” Usikkerhed og glæde på samme tid. Jeg er udhvilet, men får hun nok at spise?
  6. En morgen står jeg i soverværelset med juice i den ene hånd og en müslibar i den anden hånd, mens jeg har et termometer i numsen. Brystbetændelsen har meldt sin ankomst, og jeg må tjekke om jeg stadig har feber. Hvilket kønt syn!
  7. Hvordan får man en baby til at sove? Vi prøver lidt forskellige modeller, men finder ud af, at hun faktisk er meget nem. Har hun mon arvet A’s sovehjerte!? Dertil erfarer vi, at hun skal bøvse efter hvert måltid! (efter masser af gylp i sofaen…!)
  8. Jeg står lænet ind over spisebordet og ammer. En taktik der skal få en forstoppet mælkekirtel under mit venstre bryst til at forsvinde. Senere sidder jeg ved samme spisebord og lufttørrer begge mine bryster, mens A og jeg spiser aftensmad. Et særsyn som kun en af os nyder godt af 😉
  9. Sundhedsplejersken er så tilfreds med Kajsa. Og efter 14 dage har hun taget det på i vægt, som hun skal. Nu er hun klar til sutten…men den fik hun faktisk allerede, da jeg fik brystbetændelse.

Min mor har altid sagt at babypleje handler om 3 ting: Ro – Renlighed – Regelmæssighed! Og hvordan gør man så det? Ja, man må prøve sig frem…med lidt hjælp fra Google samt tips og tricks fra veninderne 🙂

I dag er ved vi lidt mere…(7 år Niels!) Men vi ved ikke alt. Vi ved ikke altid, om hun har nok tøj på, om hun har fået bøvset det hun skal, om det er hormonknopper eller tør hud i ansigtet, om hun skal sove nu eller være vågen, om hun er blevet stimuleret for meget eller for lidt, eller hvornår hun bliver overtræt…Jeg har lyst til at sige, at det er en videnskab, men som en jordemoder sagde til mig, så er det jo faktisk bare kærlighed og nærvær…sammen med min mors opskrift.

Små øjeblikke fra barselslivet i sofaen 🙂