Nye tider…

Kender I det med, at man synes livet har taget en drejning? Ikke et skarpt højre-sving men det der sving, som langsomt drejer og pludselig er man et andet sted!

Vi er flyttet i ny lejlighed efter 8 1/2 år på Silkeborgvej 128, som var den første lejlighed jeg flyttede i sammen med Maj Bukhave efter Højskoletiden. Til sommer har jeg faktisk boet i Aarhus i 10 år…det er altså vildt! Nå, men vores nye lejlighed er en taglejlighed med bjælker og altan…noget jeg altid har drømt om. Jeg er helt vild med det!  Og A nyder opvaskemaskinen – så alle er glade 🙂

Jeg har pludselig mere tid, da der ikke er Elitehold i kalenderen mere. Men det er som om, at tiden bliver fyldt op med noget andet. Hygge, fællesskab, arbejde, tid med A, motion, indretning af lejlighed, familietid, kaffe-dates og arbejde…! Det er livet – de små og store øjeblikke. Gymnastikken har jeg ikke kunne afskrive helt, så jeg cykler til træning på AGF Max i Aarhus mandag aften.

Veninderne bliver gravide, flytter i hus og samtalerne har pludselig et andet omdrejningspunkt end tidligere. Voksenlivet banker på.  Vi er blevet gift, vi har købt lejlighed og vi har fået samme bank. Måske skal vi også snart holde jul sammen 🙂 Men hvordan definerer man egentlig det der voksenliv? Ingen ved det før man står i det.

Forresten har min far solgt folkebåden…og min sidste tur i den var den sommer, hvor motoren stod af, så vi måtte slæbes hjem! Man har pludselig så ondt af sig selv…livet har forandret sig, og man kan lige nøjagtig ikke se, hvor vejen svinger hen. Det kan være frustrerende!

Jeg har derfor også lavet om på mit design her på bloggen. Nye tider…nyt look! Jeg ved ikke helt, hvor jeg/vi er på vej hen. Men jeg holder stadig fast i disse ord; “lad ikke livet komme i vejen for dine drømme”.